I forbindelse med årsfesten i september uddeles Else Kai Sass-prisen, som er opkaldt efter den første kvindelige professor på Aarhus Universitet.
Professor Karin Lykke-Hartmann modtager Else Kai Sass-prisen 2024 for sit store bidrag til fertilitetsforskningen og sit spring ud i iværksætterverdenen.
Som yngre forsker blev Karin Lykke-Hartmann draget af det mystiske og fantastiske ved biologiens grundlæggende spørgsmål: Hvordan et æg og en sædcelle kan fusionere og blive til liv, og hvordan noget så simpelt kan blive til noget så komplekst.
Siden har Karin Lykke-Hartmann og hendes forskningsgruppe arbejdet for at forstå de molekylære processer, der er afgørende for fertilitet – og hvilke udfordringer der i den forbindelse kan opstå.
Karin Lykke-Hartmanns iværksættereventyr begyndte, da hun sammen med sit team gjorde en opdagelse, der har potentiale til at ændre fertilitetsbehandling for kvinder med reduceret æggestokkereserve (DOR). Opdagelsen er en særlig hormonfri fertilitetsbehandling, der kan hjælpe kvinder, som ikke har gavn af den traditionelle hormonbehandling.
Karin Lykke-Hartmann sprang ud som iværksætter og stiftede firmaet Notify Therapeutics, der er et stort skridt på vejen mod drømmen om at kunne gøre en forskel for kvinder med fertilitetsproblemer.
Kemiker, professor og iværksætter Kim Daasbjerg får Else Kai Sass-prisen som den første nogensinde. Prisen hylder hans bemærkelsesværdige præstationer inden for samarbejde, innovation og formidling af forskning.
Gennem sine 30 år på Aarhus Universitet har Kim Daasbjerg blandt andet været involveret i tre forskningscentre og to succesfulde virksomheder, RadiSurf og Danish Graphene, leveret fremragende undervisning og delt viden på tværs af akademiske grænser og ud i samfundet.
Professorens bidrag er blevet bemærket af kolleger, samarbejdspartnere og universitetsledelse. Hans nominering til Else Kai Sass-prisen afspejler hans evne til at inkarnere akademisk iværksætteri. Han roses for at udfordre konventionel tænkning med alternative og innovative ideer. Det var også et kendetegn for kvinden, der ligger navn til prisen: Else Kai Sass.
Et af Kim Daasbjergs nyere bedrifter er Open Science-initiativet, der inviterer dansk industri til åbent samarbejde med universitetet for at fremme udveksling af viden og erfaringer. Det har resulteret i succesfulde partnerskaber til gavn for både studerende, forskere og virksomheder. Prismodtageren har desuden taget initiativ til Brainnovation Day, Open Science-festivaler og Hackathon inden for iværksætteri.
Kim Daasbjerg vil officielt modtage Else Kai Sass-prisen ved Årsfesten den 15. september. Prisen uddeles af Aarhus Universitets Jubilæumsfond.