Aarhus Universitet har siden 1928 årligt fejret sin fødselsdag med den traditionsrige årsfest i september. Ved 80-års-jubilæet i 2008 indstiftede universitetet en æresalumnepris, der gives til en person, der er uddannet fra Aarhus Universitet.
Af Henriette Stevnhøj
På dagen for interviewaftalen er Lone Frank igennem på radioens P1 Morgen om unges mistrivsel og fagfolks bekymring for overdosering af diagnoser. Indslaget tager afsæt i Lone Franks artikel, der er udkommet samme morgen i Weekendavisen om psykiatri og den ’løbske diagnostik’. Men hov, hvorfor bruger radioens journalist Lone Frank som ekspert? Hun er formidler, ikke psykiatrifaglig?
På redaktionen i Pilestræde i Københavns indre by ler hun et par timer senere ad mit spørgsmål.
”Det er min glæde og ambition at kunne åbne en dør til en lukket verden og forklare, så andre forstår, hvad det drejer sig om. Det anerkender andre journalister tilsyneladende, når de ringer og beder mig om at udlægge sagen”, siger Lone Frank om morgenens indslag om sundhed og psykiatri. I øvrigt et par af de emner, hun ofte vender tilbage til som journalist ved Weekendavisen, som podcastvært og i sit forfatterskab.
I mediebranchen har Lone Frank ry for at være journalisten, der formår at bruge sin forskerbaggrund til at gøre viden forståelig og brugbar uden at forfalde til faglig overlegenhed.
Spørges hun selv, svarer hun, at hendes universitetsbaggrund er hendes største fortrin, når hun skal formidle kompleks viden.
”Jeg er blevet spurgt, om det ikke var komplet vanvittigt at tage en ph.d.-grad for så at blive journalist. Men for mig er det fuldstændig indlysende, at det er godt med min forskeruddannelse, når jeg skal forsøge ikke bare at beskrive, men også analysere, hvad der foregår i forskningsverdenen. Det svarer til at spørge, om man skal vide noget om økonomi, når man skriver økonomisk journalistik, og det synes jeg lige så indlysende, at man skal. Det er altid en fordel af vide noget om substansen. Jeg synes faktisk, at der bør være flere professionelle formidlere med en forskningsbaggrund”, siger Lone Frank.
Lone Frank læste biologi ved Aarhus Universitet i starten af halvfemserne og blev grebet af hjernen og adfærdsbiologi, som hun også valgte som specialeemne – og skrev på Neuropatologisk Institut på Københavns Universitet. Med knugende hjemve til Aarhus Universitet.
”Langt fra Aarhus opdagede jeg, at Aarhus Universitets campus, studenterlivet og nærværende undervisere havde gjort noget godt for mig. Jeg følte mig simpelthen bedre hjemme på AU, selv om jeg var nødt til at tage til KU for at få et specifikt fagligt indhold”, fortæller Lone Frank, som efter kandidatgraden fortsatte med et ph.d.-stipendiat ved Syddansk Universitet.
Men Lone Frank følte sig ikke tilpas i forskningsverdenen. I al fald ikke som udøvende forsker. I stedet tog hun som nyslået ph.d. hyre på et patentbureau og skrev samtidig forskningsnyheder, som hun fik afsat til blandt andet Jyllands-Posten.
”På det tidspunkt var forskningsformidling ikke en stor journalistisk genre i danske medier som i amerikanske. Så det var en meget beskeden freelancekarriere, jeg havde gang i”, fortæller Lone Frank.
Tidsånden kaldte på vidensformidling, og medierne lagde stadig flere spalter til artikler, som tog afsæt i nye forskningsresultater, videnskabelige diskussioner eller tvister fra universitetsverdenen. Således også i Weekendavisen, hvor Lone Frank fik tilbudt et barselsvikariat. Som blev afløst af endnu ét. Så havde Lone Frank bidt sig fast som videnskabsjournalist.
Nu på 25. år Weekendavisen, hvor hun uge efter uge skriver især om sundhed, medicin, teknologi og etik. Herunder psykiatri.
”Psykisk sygdom og menneskehjernen har altid interesseret mig. Det fascinerer mig, hvordan vi bliver formet”, siger Lone Frank, som har psykisk sygdom tæt inde på livet som pårørende, og hun har selv været syg af depression.
Det tager hun med i sin journalistik. Eksempelvis i podcastserien Lone Frank og de ti tusinde sjæle, der er en fortælling om verdens største samling af menneskehjerner, som indtil for få år siden stod i kælderen under det daværende psykiatriske hospital i Risskov. Netop da Lone Frank skulle i gang med optagelserne, blev hun ramt af depression. I stedet for at opgive projektet, besluttede hun at bruge serien til at udforske om hjernesamlingen kunne gøre hende klogere på sin egen tilstand.
Kan man dele for meget ud af sig selv?
”Jeg bruger mig selv flittigt i min journalistik og forfatterskab. Det falder mig meget naturligt”. Det bliver sagt efterfulgt af høj latter.
”Styrken er jo netop, at jeg kender til det, jeg skriver om, når jeg fx skriver om psykiatri eller om kærlighed. Så perspektiverer jeg, finder relevante forskere, som hjælper med svar og til at folde historien ud. På den måde ligner min arbejdsform forskerens. Jeg har en tese og får den be- eller afkræftet. Men det handler ikke om noget privat. For så kunne jeg gå til et ugeblad. Det handler om en sag, jeg gerne vil udforske, og så kan jeg bruge mig selv. Det personlige anker er altid godt”.
I 2000 skrev Lone Frank i en kommentar, at der manglede dialog mellem videnskaben og resten af verdenen. Siden er der sket et kvantespring inden for formidling, konstaterer hun.
”Vi har fået en generation af forskere, for hvem det er naturligt at stille sig op og formidle. De vil virkelig gerne. Og der bliver øst masser af viden ud. Vi har aldrig haft så mange kanaler at formidle på, og medierne er blevet meget bedre til at lave videnskabsjournalistik”, siger Lone Frank og fortsætter med et retorisk spørgsmål:
”Så man kan godt spørge sig selv, hvorfor debatten alligevel er præget af så megen uvidenhed? Hvordan kan så mange være imod vacciner, og hvorfor tvivler så mange på klimaforandringerne eller har så mange holdninger til, hvordan vi bekæmper forandringer? Det er fordi, det ikke alene handler om viden. Du kan pumpe nok så meget viden ud, du kan bare ikke altid ændre folks holdninger med viden”, siger Lone Frank.
Som videnskabsjournalist betragter hun sin rolle, som den der skal se uhildet på tingene og analysere sig frem til, i hvilken retning evidensen peger.
”Hvis der er debat, skal jeg ikke bare give begge sider lige meget taletid, hvis det er soleklart, at den ene side har fat i den lange ende. Min rolle er snarere at forsøge at afdække det sandest mulige her”.
Hun mener, at universiteterne har en konkret interesse i at spille ind med fakta i debatten.
”Universiteterne og deres nytte i samfundet bliver synlig, når forskerne er i medierne. Ikke bare, når de formidler deres opdagelser, også når de bruges som kommentatorer til aktuelle begivenheder”, siger Lone Frank, der også slår fast, at forskere ikke skal vente på at blive ringet op af journalister.
”Er der forskere, som sidder og tager sig til hovedet, fordi de hører eller ser noget, som de mener er noget vrøvl, skal de komme på banen hurtigt med deres kundskab. Ellers kører toget. De skal turde blande sig. Men med en forståelse af, hvorfor nogle læsere er faktaresistente. Det handler frygteligt meget om følelser”.
Lone Frank er drevet af den motor, som journalist og forsker deler: Hvordan hænger verden sammen?
”Vi har bare forskellige tilgange til de spørgsmål, vi forholder os til. Da jeg forskede, var det konkret i rottehjerner. Nu beskæftiger jeg mig med, hvordan forskning påvirker den måde, vi ser tingene på. Tag eksemplet med psykisk sygdom; her er det interessant at gå bag om tallene. Hvornår mener vi selv, at vi er syge og raske? Det er hele tiden en undren over fænomener”.
Ærgrer Lone Frank sig aldrig over, at hun forlod den akademiske verden, for så kunne hun jo selv have fundet svarene?
”NEJ, jeg taler jo hele tiden med forskere, og det bekræfter mig i, at det var godt, at jeg ikke blev i det akademiske spor. For jeg ville være for længst være gået død i de daglige frustrationer over at skulle søge penge, administrere og kæmpe med videnskabelige tidsskrifter. Nu beskæftiger jeg mig med udvalgte store og små spørgsmål, som jeg kan skrive artikler eller bøger om, eller lave podcasts om. Det passer mig uendelig meget bedre”.
Lone Frank mener heller ikke, at den videnskabelige verden er gået glip af en forsker, fordi hun valgte formidlingsvejen.
”Jeg overlader gerne til andre at lave opdagelser og skaffe resultater til veje. Bare jeg får lov til at analysere resultaternes betydning i verden”.
Solen står højt på himlen og bader lejren i tør og brutal hede, mens køen af syge og udsultede mennesker vokser foran hende. Desperationen hænger tungt i luften, for her handler det ikke bare om længere ventetid til god behandling. Det handler om liv og død. Vibeke Brix Christensen står i en flygtningelejr i Darfur og er langt væk fra Danmarks ordnede forhold. Men det er ligegyldigt for hende, for hun er her ikke for sin egen skyld. Hun er her, fordi hun ikke kan holde sig væk.
I køen møder hun en mor, der har været forbi flere gange. Hun har som altid sin lille søn med, og han fremstår tynd, svag og tydeligt underernæret. Faktisk er han tyndere, end han plejer, og det er morens skyld – hun har bevidst sultet ham. Der er nemlig kun hjælp til dem, der er stærkt underernærede. Vibeke Brix Christensen måler omkredsen på den lille drengs overarm. Under 11,5 cm. Han er i det røde felt. Han kan modtage hjælp – og med ham hele familien. Han overlever.
Alle de steder, Vibeke Brix Christensen har været udsendt, har hun med egne øjne set, hvordan underernæring truer og skader børn. Og der var ingen behandling til dem, der ’kun’ var moderat underernærede. De led og blev syge, uden at der var hjælp af få. Derfor tog hun kontakt til internationalt anerkendte ernæringsforskere i Danmark og udlandet for at gøre noget. Initiativet blev til Treatfood-projektet, hvor hun og et stort forskerhold udviklede en opskrift, så man nemt og billigt kan give de rigtige kosttilskud til de millioner af børn i verden, som ellers ikke ville få hjælp.
”Jeg er nogle gange blevet mødt med holdningen om, at nu må jeg vælge mellem det akademiske og det humanitære. Men jeg har valgt, og jeg har valgt begge dele,” siger Vibeke Brix Christensen.
Årets æresalumne voksede op i Varde sammen med sine to brødre. Hendes far er dyrlæge, og hendes mor er ergoterapeut. Efter at have færdiggjort sin lægeuddannelse på SDU flyttede hun til Aarhus for at begynde på ph.d.-uddannelsen. Her brugte hun en stor del af tiden i kælderen under Skejby Sygehus, hvor hun sammen med sit 17 mand store team blev klogere på børns hjerteoperationer ved at operere babygrise.
”På Aarhus Universitet oplevede jeg en høj grad af professionalisme og ordentlighed i arbejdet – både med hensyn til mennesker og dyr. Den forskning, jeg lavede dengang, dannede et vigtigt grundlag og er stadig med mig i dag. Min ph.d.-uddannelse lærte mig desuden værdien af respektfuldt teamwork og tværfaglighed, og det har jeg i høj grad brugt i min videre karriere,” fortæller hun.
Vibeke Brix Christensen fremhæver sin vejleder på AU, professor Else Tønnesen, som en værdifuld inspirator og samarbejdspartner. Hun støttede, at Vibeke som den første læge i Danmark fik skrevet ind i sine kontrakter, at hun kunne få orlov for at lave humanitært arbejde i felten.
”Det var unikt, at jeg fik den mulighed i Aarhus, og det er jeg meget taknemmelig for,” siger hun.
Vibeke Brix Christensen har været udsendt af Læger uden Grænser ad flere omgange til Sierra Leone, Darfur og Afghanistan. Hun har altid arbejdet i teams med internationale udsendte i tæt samarbejde med lokale, hvor tværfaglighed og respektfuldt samarbejde betyder alt. Treatfood-projektet blev udført i Burkina Faso med 1.609 deltagende børn i et nationalt og internationalt samarbejde og med ønsket om at ændre internationale retningslinjer, så de tog udgangspunkt i barnets behov.
”For mig stopper lægeløftet ikke ved den danske grænse. Alle børn er lige meget værd, og jeg har altid haft en trang til at gøre noget. Jeg har været så heldig at få nogle kort på hånden, som jeg kan bruge til at hjælpe andre. Det er min form for nødhjælp,” siger hun.
I 2002 besøger tv-programmet ’Lægens bord’ Vibeke Brix Christensen i Sierra Leone. I programmet ser man hende blive vækket midt om natten, fordi en højgravid 13-årig pige med svangerskabsforgiftning er ankommet til klinikken med kramper. Iklædt en hvid T-shirt med Læger uden Grænser-logo og operationsbukser gør hun klar på den primitive og halvmørke operationsstue, hvor der også flakser en kæmpestor natsværmer rundt. Den gravide pige er i store smerter, da hun bliver kørt ind på stuen. ”It’s okay, it’s okay. Everything will be fine”, beroliger Vibeke, mens hun lægger drop og bedøver. Pigen overlever og føder ved kejsersnit to levende piger. Operationsstuen fyldes af barnegråd.
”Det er bare den bedste lyd lige nu”, siger Vibeke Brix Christensen lettet til kameraet.
Denne historie endte godt. Det er der andre, der ikke gør.
Vibeke Brix Christensen har set flere mødre dø i barselssengen. Hun har set børn dø af underernæring og andre sygdomstilstande, som man ikke bør dø af. Og hun har set mennesker, der har fået hugget arme, ben og kønsorganer af i den blodige borgerkrig.
Det hedder Læger uden Grænser, men der er grænser. Også for Vibeke Brix Christensen.
”Du kan ikke hjælpe alle. Du skal glæde dig over dem, du hjalp, og så håbe på, at dem, du ikke hjalp, også er der i morgen. Hvis du fokuserer på dem, du ikke nåede, brænder du ud.”
”Det vigtigste er, at man ikke bliver ligeglad og glemmer sine hjertesager. Og så skal man huske sin vidnepligt og råbe op, når man oplever det urimelige og umenneskelige,” siger hun.
I situationer, hvor hun er blevet grebet af håbløshed, har hun lyttet til Steffen Brandt synge den sang, som betyder noget særligt for hende:
Uret tikker
Hjertet banker
Hele verden fra forstanden
Gør dog noget
Løb for livet
Brug dog tiden
Elsk hinanden
Engang kontaktede hun Steffen Brandt i Aarhus for at sige tak, fordi hans tekster havde hjulpet hende igennem håbløse øjeblikke. Han blev glad og spurgte, om der var noget, han kunne gøre.
”Det blev til en intimkoncert på Klejtrup Musikefterskole, hvor jeg bidrog med fortællinger om mit arbejde med Læger uden Grænser. Det var en fantastisk oplevelse,” siger Vibeke Brix Christensen.
En af de stærke fortællinger, hun bidrog med, handler om ’Bødlen’. I Sierra Leone mødte Vibeke Brix Christensen gravide, døende kvinder, som ankom til hospitalet med maverne sprættet op, så soldaterne i borgerkrigen ’for sjov’ kunne gætte på fostrenes køn. Én mand var særligt berygtet for lemlæstelsen: Bødlen.
En dag ankom han så selv til hospitalet i livsfare med et smadret ben. Hospitalets lokale personale stod stille. Det samme gjorde tankerne i Vibeke Brix Christensens hoved: Var hun en slags medskyldig i det næste drab, hvis hun reddede Bødlen nu? Havde hun overhovedet lyst til at hjælpe?
”Så sagde jeg, at vi skulle gå i gang. Jeg var nødt til at holde fast i, at jeg har aflagt et løfte om at hjælpe alle, der har behov,” siger hun om hændelsen, der inspirerede Susanne Bier til en scene i filmen ’Hævnen’ fra 2010. Hvor lægen Anton i skikkelse af skuespiller Mikael Persbrandt dog vælger at undlade behandling og udlevere Bødlen til lokalbefolkningen.
Vibeke Brix Christensen har set ting i verdens brændpunkter, som ingen mennesker burde opleve. Især rammes hun, når børn er alvorligt syge og ikke får den nødvendige hjælp. Netop denne patientgruppe arbejder hun med i sit arbejde som børnelæge på Rigshospitalet, hvor hun er helt tæt på nogle af de mest alvorligt syge børn og deres forældre.
”Heldigvis har vi gode behandlingsmuligheder i Danmark, og samarbejdet på tværs af faggrupper, på tværs af afdelinger og på tværs af landet bruger jeg såvel i min kliniske hverdag som i forskningen for både de leversyge børn og i mit arbejde for Læger uden Grænser,”, understreger hun.
Hun håber, at prisen som æresalumne vil sende et signal til de studerende om at holde fast i deres hjertesager og bruges deres kompetencer der, hvor de gør størst forskel. Verden har brug for engagement og hjerteblod:
”Verdensmålene sætter en klar retning. Men de kræver handling, hvis vi skal nå dem. Så: Ræk nu ud. På en ordentlig måde. Samarbejd om de komplekse problemer. Brug dog tiden. Gør dog noget.”
Den unge historiestuderende Bent Hansen er på vej til forelæsning en dag i 1970, da han ser en flok studerende demonstrere foran Stakladen. Han bemærker, at flere har langt hår og er iklædt blåt arbejdstøj. Det samme blå arbejdstøj, som Bent Hansens far har på, når han arbejder ved jernbanen i hjembyen Them.
”Jeg tænkte: Hvad har de gang i? De burde i stedet koncentrere sig om deres studier. Jeg var slet ikke politisk vakt i min studietid. Det kom først senere,” fortæller Bent Hansen, tidligere regionsrådsformand og æresalumne på Aarhus Universitet 2021.
Vi møder den 72-årige Bent Hansen i Aarhus Universitets gule bygninger på hjørnet af Nørrebrogade og Ringgaden, hvor han træder hjemmevant ind på sit gamle studiested. Han har været her mange gange, siden han blev cand.mag. i historie og samfundsfag i 1976. Det lå ikke i kortene, at drengen fra arbejderhjemmet i Them skulle på universitetet. Hans mor Nicoline Hansen, som var stationsbestyrer, havde opfordret ham til at gå på gymnasiet, og da studentereksamen var i hus, synes hun, at han skulle få en læreplads ved postvæsenet.
”Men jeg havde fået smag for det andet. Jeg ville videre. Og tiden på Aarhus Universitet blev fantastisk. Jeg fik en ny dimension ind i mit liv, verden åbnede sig,” siger Bent Hansen og smiler bredt.
Bent Hansens valg af historie skyldes en grundlæggende interesse og en inspirerende historielærer i gymnasiet. Men da han tog sidefag i samfundsfag, fandt han for alvor sin rette hylde.
”Historiefaget var lidt laissez faire. Så kom jeg over på samfundsfag, hvor vi straks blev sat i grupper og fik et program. Bum, bum, bum, siger Bent Hansen og banker tre gange i bordet, så kaffekopperne klirrer.
”Det kunne jeg godt lide. Jeg var måske en lidt mærkelig studerende, der ikke deltog så meget i festerne og det sociale liv. Jeg havde fokus på det faglige, og mit mål med studiet var at bevæge mig væk fra min fars blå arbejdstøj. Jeg ville bevise over for mig selv og mine forældre, at jeg kunne det her,” siger Bent Hansen, der efter endt studietid var undervisningsassistent i moderne dansk historie på Institut for Statskundskab, inden han blev gymnasielærer på Viborg Katedralskole.
Den politiske karriere begyndte i begyndelsen af 1980'erne. En dag bankede det på døren til Bent Hansens hjem i Kjellerup, og udenfor stod den lokale smed Ernst. Han kom for at høre, om ikke gymnasielæreren kunne tænke sig at stille op til amtsrådsvalget for socialdemokratiet, for de manglede en kandidat. Den 33-årige Bent Hansen, der var formand for den lokale badmintonklub og sad i bestyrelserne i børnenes daginstitutioner, tog imod opfordringen, stillede op og blev valgt ind.
”Jeg gik til valg på at bevare det lokale sygehus i Kjellerup, men det gik hurtigt op for mig, at det var en kortsigtet dagsorden. Hvis man vil have høj faglig kvalitet, skal der ryddes op,” siger Bent Hansen, der efterfølgende fik øretæver for at lukke en række mindre sygehuse i hele regionen – og efterfølgende samle specialer på de resterende hospitaler.
”Jeg mener, at vi i sundhedsvæsenet skal fokusere på faglig kvalitet frem for mursten og matrikler. Det redder liv. Man skal turde tænke stort,” siger han.
Og det blev stort for Bent Hansen, der kan se tilbage på en politisk karriere som både Amtsborgmester i Viborg Amt, Regionsformand for Region Midtjylland og formand for Danske Regioner. Han har stået i spidsen for en effektivisering af sundhedsområdet og været med til at forme nyere dansk sundhedspolitik. Bent Hansen er kendt for en række store sygehusbyggerier, blandt andet Aarhus Universitetshospital, som er kåret som bedste universitetshospital i Danmark for 13. gang. Bent Hansen spillede en vigtig rolle, da det i 2012 blev besluttet, at Aarhus skulle være hjemsted for det første danske center for partikelterapi af kræftpatienter. I dag er Dansk Center for Partikelterapi på Aarhus Universitetshospital førende i at integrere forskning i den daglige patientbehandling i et tæt samarbejde med Aarhus Universitet.
”Samarbejdet mellem universitetet og regionen er unikt. Aarhus Universitet og universitetshospitalet hænger sammen og styrker hinanden,” siger Bent Hansen.
Bent Hansen stoppede som regionsrådsformand i 2018, og ud over den store familie og badmintontræningen i Højbjerg Badmintonklub arbejder han stadig fuld tid i en lang række bestyrelser. Han er blandt andet bestyrelsesformand for Grenaa Havn samt regeringens ghettorepræsentant i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Den tidligere toppolitiker slipper ikke indflydelsen.
”Grundlæggende handler det nok om at gøre en forskel og at betyde noget for nogen. Jeg har altid godt kunnet lide at sætte en retning. Det er fint at diskutere frem og tilbage, men på et tidspunkt skal der trækkes en streg i sandet. Ellers kommer vi jo ikke videre.”
Alle Bent Hansens tre børn har gået på Aarhus Universitet. Og i år er hans barnebarn også at finde i de gule bygninger. Det glæder æresalumnen sig over:
”Aarhus Universitet udvider din horisont og gør dig til et helt menneske”.
2019: Marianne Dahl
2018: Ulrik Federspiel
2017: Niels Due Jensen
2016: Anne Thomassen
2015: Sten Scheibye
2014: Jørgen Vig Knudstorp
2013: Jens Erik Sørensen
2012: Birgit Storgaard Madsen
2011: Lene Hau
2010: Nils Smedegaard Andersen
2009: Anders Fogh Rasmussen
2008: HKH Kronprins Frederik
