Vær med online, når AU-studerende præsenterer innovative løsninger til fremtidens bæredygtige samfund
Oplev finalen i AU Challenge 2020 og hør de ni finalist-teams i årets case competition præsentere deres bedste idéer til bæredygtig forretningsudvikling, når arrangementet livestreames den 20. november fra kl. 14.00-18.00.
120 studerende fra 65 forskellige studier på Aarhus Universitet skal bruge deres kreativitet, viden og samarbejdsevner til at udvikle de bedste og mest bæredygtige løsninger på tre virksomheders grønne udfordringer, når de i november deltager i den tværfaglige case competition, AU Challenge.
Opgaven er at komme med rigtige løsninger på rigtige problemer og gøre FN’s Verdensmål til konkrete afsæt for bæredygtige handlinger i de tre store danske virksomheder AURA Energi, Novozymes og Danske Bank.
Virksomheders grønne udfordringer – bæredygtig elektricitet, tøjproduktion og grønne bankprodukter
Årets tre case-virksomheder har hver især en aktuel grøn udfordring, som deltagerne skal forsøge at komme med konkrete løsninger på.
- AURA Energi vil gerne have de studerendes bud på, hvordan bæredygtig elektricitet kan være en central del af den grønne omstilling i samfundet, og hvordan forbrugerne kan nudges til at få grønnere el-vaner.
- Novozymes beder om løsninger til, hvordan enzymer kan reducere miljøpåvirkningen af tøjproduktion, både hos producent og forbruger og også i et større samfundsmæssigt og cirkulært perspektiv både hos producent og forbruger og også i et større samfundsmæssigt og cirkulært perspektiv.
- Og sidst men ikke mindst vil Danske Bank gerne have idéer til, hvordan det kan blive let for bankkunder at vælge bæredygtige bankprodukter og -services, og hvordan de kan involvere den unge generation i at udvikle fremtidens bæredygtige bank.
Samarbejde, netværk og jobmuligheder
De studerende skal samarbejde i mindre teams på tværs af fagligheder om at løse virksomhedernes udfordringer. Målet med AU Challenge er at give de studerende mulighed for at anvende deres faglige viden fra universitetet i praksis, opnå et bredere netværk og måske få øje på nye jobmuligheder i krydsfeltet mellem de forskellige fagligheder.
Reelle studiejobs på spil for vinderne
Derudover er der mere end bare æren på spil for deltagerne. ”Som noget ret unikt for projekter som det her giver vi i AU Challenge vinderholdene mulighed for at få studiejobs hos de tre case-virksomheder efter konkurrencen,” fortæller Merethe Kruse, der er projektleder for AU Challenge. ”Her vil de kunne arbejde sammen med virksomheden om at realisere vinderprojekterne i en udgave, der er tilpasset virksomhedernes virkelighed. Vi er virkelig glade for denne tilføjelse til konkurrencen, da det sandsynliggør, at der kommer nogle helt konkrete resultater ud af de studerendes arbejde.”
Program for finalen ser sådan ud:
14.00 – 15.00 Velkomst og AURA Energis tre finalepræsentationer
15.15 – 16.00 Novozymes tre finalepræsentationer
16.15 – 17.00 Danske Banks tre finalepræsentationer
17.00 – 17.30 Dommerpanelet voterer
17.30 – 18.00 Kåring af vinderteams for hver af de tre virksomheder
Se livestream af finalen i AU Challenge 2020 her
Mere information:
Merethe Kruse
Projektleder for AU Challenge
Mail: mekr@au.dk
Tlf.: 21 38 60 66