Aarhus Universitets segl

Salling Fondene skyder millioner i Aarhus Universitets innovationsmotor

Iværksætterlysten stortrives på Aarhus Universitet, og nu bliver udviklingen styrket. Købmand Herman Sallings Fond kaster millioner ind i kampen for flere nyskabende forretningsidéer blandt universitetets forskere og studerende.

Millionstøtten skal skabe en unik tilgang til kommercialisering af forskning. På billedet: Fondsformand Jens Bjerg Sørensen og AU’s erhvervsdirektør, Lone Ryg Olsen.
Millionstøtten skal skabe en unik tilgang til kommercialisering af forskning. På billedet: Fondsformand Jens Bjerg Sørensen og AU’s erhvervsdirektør, Lone Ryg Olsen.

I jagten på banebrydende forretningsidéer får iværksættermiljøet på Aarhus Universitet nu et markant løft.

Købmand Herman Sallings Fond har doneret seks millioner til universitetets iværksætterhus, The Kitchen. Støtten skal ikke kun at styrke universitetets evne til at omsætte videnskabelige løsninger til konkrete virksomheder, men også udfordre normen for forskningsindsatser med et nyt entreprenørskabsprogram.

Forestil dig topstuderende eller erfarne serieiværksættere, der bliver tilknyttet forskningsprojekter og påtager sig ansvaret for det kommercielle potentiale, mens forskerne bringer innovationerne til bordet. En ny tilgang til at skalere forretninger direkte fra den videnskabelige frontlinje.

Samfundsmæssigt potentiale
"I Salling Fondene er vi glade for at bidrage til, at The Kitchen i regi af Aarhus Universitet kan inspirere og hjælpe studerende og forskere med at etablere startups og dermed støtte iværksætteri, som rummer et stort samfundsmæssigt potentiale," udtaler Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Siden etableringen af The Kitchen for få år siden har næsten 400 startups fundet fodfæste i huset. Virksomhederne, grundlagt af dedikerede forskere og ambitiøse studerende, har tilsammen rejst mere med 150 millioner i investeringer, og mange har forladt universitetet som succesfulde erhvervsvirksomheder.

Værdiskabelse i fokus
Erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen fra Aarhus Universitet understreger, at trods de gode resultater er der fortsat masser af uudnyttet innovationspotentiale på universitetet. Fondens støtte forventes derfor at accelerere initiativer, som også inspirerer og hjælper drevne studerende til nye højder ved aktivt at støtte nystartede forretningskoncepter.

"Aarhus Universitet har taget de første skridt på vejen mod at hjælpe flere forskere til at omsætte videnskabelige indsigter til konkrete løsninger, men det er kun begyndelsen. Takket være Salling Fondene kan vi nu tage hul på næste etape med nye metoder ved hånden," udtaler erhvervsdirektøren.

En undersøgelse af Aarhus Universitetets iværksætterindsats bekræfter, at universitetets forskere og studerende er ekstraordinært gode til at skabe værdi gennem iværksætteri. Alene i 2019 beskæftigede virksomheder stiftet af forskere, studerende og dimittender knap 2.800 årsværk og havde en samlet omsætning på 3,8 mia. kr.

Fakta
Disse indsatser støtter Købmand Herman Sallings Fond:

  • Workshops for Iværksættere, hvor forskere og studerende uddannes til praktisk iværksætteri.
  • Et entreprenørskabsprogram for udviklingstunge forskningsprojekter, der inddrager studerende eller erfarne iværksættere uden forskningsbaggrund. Tiltaget, som er en helt unik tilgang til kommercialisering, skal omdanne banebrydende ideer og tunge teknologiske løsninger til levedygtige virksomheder.
  • AU Launch - et legatprogram til startups. Skal støtte nye startups i teknologisk afklaring og markedstilpasning. Legatet skal imødekomme manglen på risikovillig finansiering.

Om The Kitchen
Aarhus Universitet lancerende The Kitchen i 2020 i det tidligere hospitalskøkken på Aarhus Kommunehospital, som siden er blevet et hotspot for iværksætteri for både studerende og forskere.
Hver måned melder nye entreprenante akademikere fra Aarhus Universitet sig til at arbejde med videnskabelige forretningsidéer i de upolerede rammer - støttet af et velfungerende økosystem bestående af investorer, mentorer, virksomheder, fonde og forretningsudviklere.
Læs mere her.