Aarhus Universitets segl

Kan ny tilgang give flere løsninger til samfundet? Aarhus Universitet forsøger med otte bud

Mere fleksibel og tættere på forskningen. Aarhus Universitet vil med nye sigtelinjer gøre det lettere for forskere at omsætte ny viden til konkrete løsninger.

Aarhus Universitet vedtager nye sigtelinjer for kommercialisering, der skal hjælpe forskere fra alle dele af AU med at gøre en positiv forskel for samfundet.

Sigtelinjerne er svar på en øget interesse fra eksterne parter om et stærkt samarbejde på det kommercielle område, ligesom der også internt på universitetet er stor interesse for de muligheder, som kommercielle aktiviteter kan skabe for forskningens anvendelse.

Den nye tilgang består af 8 sigtelinjer, der skal hjælpe med at forløse, hvad erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen kalder for et stort uudnyttet potentiale for samfundet: De mange gode ideer fra universiteternes forskning i topklasse.

”Der er mange fremragende løsninger og vækstskabende virksomheder, der aldrig bliver til virkelighed, og det vil vi gerne gøre noget ved. Derfor har vi set fordomsfrit på den måde, vi arbejder med kommercialisering og rettigheder på, og vi har spurgt forskerne, hvordan vi bedst kan hjælpe dem.”

Tilgangen til kommercialisering bliver forskellig på tværs af fagområder. På nogle fagområder er løsninger og opfindelser tæt på at blive omsat til markedet, mens andre fagområder finder løsninger, hvor markedsafklaringen er mere usikker. Begge typer løsninger tilgodeses med de nye sigtelinjer.

Centralt for sigtelinjerne er også, at universitetets forretningsudviklere skal tættere på de faglige miljøer og agere bindeled til markedet, hvor dette ønskes. Samtidigt skal de øge kendskabet til de muligheder, der findes for kommercialisering, så også fagområder, der ikke traditionelt har haft dette fokus, får kendskab til de muligheder, der findes.

En differentieret tilgang til kommercialisering og en større nærhed til de faglige miljøer hilses velkommen hos innovationsprofessor Claus Elsborg Olesen fra Health:

”Det er godt for kommercialiseringsindsatsen på AU, at der nu er sat ord på, at den faglige bredde rundt om på universitetet kræver en differentieret tilgang til det at få omsat innovativ forskning til løsninger. Nærheden til de faglige miljøer er helt central, hvis vi skal styrke vores innovationsmiljøer og realisere kommercialiseringspotentialet i vores forskning.”

Læs mere om de otte sigtelinjer for kommercialisering her.