Investeringerne regner ned over universitetsiværksættere
Rekordmange iværksættere med tilknytning til Aarhus Universitets iværksætterhus The Kitchen har hentet kapital hjem til deres idéer. Antallet af investeringer er næsten fordoblet på blot tre år og nåede i 2022 op på et tocifret millionbeløb.
Entreprenante forskere og studerende ved Aarhus Universitet er i dén grad lykkedes med at tiltrække ekstern kapital det forgangne år.
Alene i 2022 blev der hentet 85 nye investeringer hjem til vidensbaserede virksomheder med tilknytning til universitetets iværksætterhus The Kitchen – det er næsten en fordobling på tre år.
Fremgangen i kapitalstøtten betød, at universitetsiværksætterne modtog mere end 61 millioner kroner i investeringer og legater sidste år. En ny rekord.
Størstedelen af pengene kom fra investeringsfonde, som særligt har ønsket at booste forretningsidéer inden for den grønne omstilling og hos startups med fokus på medicinalindustrien.
Én af dem er virksomheden Cacta, hvor ernæringsforsker Ida Grønborg og ingeniør Mads Skak Petersen har udviklet en ny metode til måling af væskeniveauet i menneskekroppen. Forretningspartnerne mødtes på innovationsprogrammet BioMedical Design ved Aarhus Universitet, men satser i øjeblikket alt på tilværelsen som iværksættere.
Båret frem af en kapitalindsprøjtning fra Innovationsfonden er deres løn sikret det næste år frem. Nu skal tiden bruges på at videreudvikle teknologien og skabe opmærksomhed omkring Cacta blandt endnu flere investorer.
”Målet er at færdigudvikle brugervenligt medicinsk udstyr, der kan måle væskeophobninger og i sidste ende væskemangel i kroppen. Pengene giver os frihed til at innovere på produktet og bevise, at vi har et økonomisk bæredygtigt projekt,” siger Ida Grønborg.
Investeringer skaber vækst
Ekstern kapital kan være afgørende for en nystartet akademisk iværksættervirksomhed. Det mener Jonas Brandt, der er ledende forretningsrådgiver i The Kitchen. Han advarer mod at forveksle de vidensbaserede forretninger med mere traditionelle iværksættervirksomheder, fordi de har en anderledes vækstkurve.
”De akademiske virksomheder er baseret på ny viden og nye idéer, som det tager længere tid at modne. Samtidig kan markedsvilkårene for koncepterne være svære at vurdere i opstartsperioden. Derfor har iværksætterne ofte brug for en ekstra finansieringsindsats, som kan løfte forretningsidéerne” siger Jonas Brandt.
Han tilskriver først og fremmest fremgangen i investeringerne hos The Kitchen-virksomhederne, at de har været dygtige og ihærdige. Men han fremhæver også, at en del af iværksætterne mener, at universitetets hjælp med motivation, undervisning og rådgivning har været en væsentlig faktor for at tiltrække investorer.
I Cacta er de da heller ikke i tvivl om, at det er en fordel at være tilknyttet universitetets iværksættermiljø som nystartet virksomhed.
”I vores mailsignatur skriver vi, at Cacta har base i The Kitchen ved Aarhus Universitet. Det giver pondus, at vi som iværksættere hører til på universitetet, når vi henvender os om samarbejde eller midler,” vurderer Ida Grønborg.
Iværksætteren hylder desuden The Kitchen for at skabe de helt rigtige rammer for rådgivning og give adgang til de rette professionelle netværk.
”Det har både skærpet vores ansøgninger til fondene og skabt relationer til relevante fagfolk. Derfor står vi selvfølgelig også stærkere i forhold til fremtidige investeringer,” siger Ida Grønborg.
Det kan iværksættere i The Kitchen få investeringshjælp til
|
Fakta: Investeringer til virksomheder i The Kitchen i 2022
|