Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet udnævner syv forskere til bannerførere for innovation

Syv fremtrædende forskere udpeges til Distinguished Senior Innovators. Forskerne skal være ambassadører for vidensbaseret innovation og tackle globale udfordringer inden for klima, sundhed og teknologi.

De udnævnte forskere repræsenterer en bred vifte af faglige baggrunde – fra antropologi til biomedicin og rumteknologi.
De udnævnte forskere repræsenterer en bred vifte af faglige baggrunde – fra antropologi til biomedicin og rumteknologi.

Fra kampen mod barnløshed, muskelsvind og kræft til udviklingen af klimateknologier og øget ligestiling.

Aarhus Universitet har fundet de første syv forskere til innovation- og forskningsprogrammet Distinguished Senior Innovators (DSI) – det første af sin art i Danmark.

De nyudnævnte Distinguished Senior Innovators skal ikke kun frembringe banebrydende forskning, men også sætte sig i spidsen for at vise, hvordan akademisk excellence og innovation går hånd i hånd. Som ambassadører for videnskabelig innovation skal de demonstrere kombinationen af dyb videnskabelig indsigt og iværksætterånd.

"Vi kan tydeligt mærke de syv forskeres engagement og vilje til at gøre en forskel med DSI-programmet, og de vil være stærke drivkræfter for innovation i bred forstand. Vi ønsker at vise, at fremragende forskning kan skabe værdi både inden for og uden for forskningsmiljøerne. Hvis en af forskerne skaber en ny milliardvirksomhed, er det selvfølgelig en succes, men ambitionen er langt bredere," siger rektor Brian Bech Nielsen.

Tværfaglige projekter med stort potentiale
De udnævnte forskere repræsenterer en bred vifte af fagområder – fra antropologi til biomedicin og rumteknologi.

Blandt dem er molekylærforsker Ulf Andersson Vang Ørom, der vil forske i RNA-teknologier til bekæmpelse af uhelbredelige sygdomme, mens antropologiprofessor Heather Anne Swanson vil demonstrere, hvordan tværfaglige tilgange kan fremme klimateknologier. Iværksætterforsker Helle Neergaard vil tackle den markante underrepræsentation af kvindelige iværksættere i erhvervslivet.

Ifølge erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen markerer udnævnelsen et vigtigt skridt i universitetets strategi om at styrke innovationskulturen og skabe bedre rammer for at bringe forskningen i anvendelse på flere måder: 

"Samarbejde styrker forskningen, og forskning styrker samarbejde. Jo mere vekselvirkning vi kan skabe mellem den excellente forskning og samfundets behov, jo bedre for både samfundet og for den enkelte forsker. Derfor går vi ind i programmet med en ambition om at inspirere langt flere forskere til at bringe deres forskning i anvendelse på nye måder, for eksempel som iværksættere,” siger erhvervsdirektøren. 

Støtte til hele innovationsprocessen
Med DSI-programmet får forskerne ikke blot en titel, men også adgang til omfattende støtte gennem universitetets netværk og ressourcer. The Kitchen, universitetets iværksætterhub, vil spille en central rolle i at understøtte forskernes arbejde ved at tilbyde workshops, netværk med erhvervslivet og rådgivning om ekstern finansiering. The Kitchen, som i dag har over 500 forskere og studerende tilknyttet, har etableret sig som et dynamisk center for innovation, og her vil DSI-forskerne finde støtte til at videreudvikle deres projekter.

De syv forskere er udvalgt på baggrund af ambitiøse innovationsprojekter, som har potentialet til at skabe både kommerciel værdi og betydelig samfundsmæssig forandring. Bedømmelseskomitéer på fakulterne har nøje gennemgået ansøgninger og lagt vægt på forskernes evne til at fremme en innovationskultur på tværs af universitetet.

På baggrund af fakulteternes indstillinger har universitetsledelsen udnævnt forskerne.

Med en fælles ambition om at gøre en forskel, står de nu foran op til fem års arbejde, hvor de kombinerer forskning og innovation på højeste niveau.

Læs mere her.

Read article in English here

 

Mød de syv Distinguished Senior Innovators:

Professor Karin Lykke-Hartmann, Institut for Biomedicin
Projektet QUEINI skal revolutionere fertilitetsbehandlinger ved at udvikle metoder, der kan forbedre befrugtningen af kvinders æg og dermed deres chancer for at opnå graviditet. Initiativet involverer yngre forskere og skal føre til etableringen af et nyt biotech-firma.
Professor Heather Anne Swanson, Institut for Kultur og Samfund
Heather Anne Swanson vil bringe humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver ind i den grønne omstilling. Hendes projekt kombinerer samarbejde med både virksomheder og civil samfund for at udvikle bæredygtighedsprojekter, der går længere end teknologiske løsninger. 
Professor Helle Neergaard, Institut for Virksomhedsledelse 
Hendes projekt, Academy for Women Entrepreneurs (AWE), sigter mod at skabe et miljø, der tilbyder nye former for støtte til kvindelige iværksættere. Projektet vil fokusere på at udvikle alternative finansieringsformer og uddannelsesinitiativer i samarbejde med andre aktører indenfor feltet. Målet er at styrke kvinders rolle i dansk iværksætteri, hvor de i dag er markant underrepræsenterede.
Lektor Christian Dindler, Institut for Kommunikation og Kultur
Christian Dindler vil gøre humanistiske kompetencer mere synlige for erhvervslivet ved at skabe nye platforme, der forbinder studerende med virksomheder og hjælper dem med at navigere i deres karrierer.
Lektor Jens Vinge Nygaard, Institut for Bio- & Kemiteknologi
Jens Vinge Nygaard forsker computermodellering af biomaterialer og væv. Hans projekt fokuserer på at udvikle nye metoder til behandling af muskelsvind og kroniske sår gennem elektrisk stimulation. Han vil engagere unge forskere i udviklingen af teknologien.
Lektor Ulf Andersson Vang Ørom, Institut for Molekylærbiologi og Genetik
Ulf Andersson Vang Ørom vil fokusere på udvikling af medicinske behandlinger gennem RNA-forskning, der kan målrette uhelbredelige sygdomme som kræft og neurodegenerative lidelser. Projektet er et skridt mod at skabe patenterbare løsninger, der kan revolutionere behandlingen.
Lektor Christoffer Karoff, Institut for Geoscience og Institut for Fysik og Astronomi
Med en forskningsbaggrund i rumteknologi vil Christoffer Karoff forbedre målingen af drivhusgasser i atmosfæren i kampen for mere præcise strategier for miljø- og klimabeskyttelse. Hans projekt skal desuden styrke Danmarks position på det globale marked i rumindustrien.

Fakta

AU’s Distinguished Senior Innovators

  • Distinguished Senior Innovators bliver tilknyttet både deres institut og AU’s innovationshub, The Kitchen.
     
  • Forskerne skal forvandle forskning til forretning eller skabe løsninger på væsentlige, samfundsmæssige problemstillinger i samarbejde med investeringsrådgivere, forretningsudviklere og øvrige eksperter.
     
  • Forskerne får adgang til workshops, erhvervsnetværk og hjælp til ekstern finansiering, herunder Proof-of-Concept-midler og investorer.
     
  • Deres arbejde understøttes af kontorpladser, laboratorier og ekspertbistand op til fem år.