Henrik Ørskov Pedersen, Senior Technology Director
Vi har en dedikeret teknologiorganisation, der har fokus på den langsigtede teknologiudvikling. Hvordan sikrer vi teknologisk førerskab? Hvad har vores product road maps brug for? Og hvad sker der i resten af verden? Altså techscouting.
En del af vores techscouting er samarbejdet med eksempelvis universiteter og herunder Aarhus Universitet. Det handler både om et forskningssamarbejde med eksempelvis fælles forskningsprojekter og ph.d.ʼer på Grundfos og om et intensivt samarbejde med studerende.
Bare i år har vi haft samarbejde med 80 studerende i forhold til praktik, bachelorprojekter, specialer og så videre, og i forhold til, at vi er cirka 90 medarbejdere i teknologiorganisationen, er det jo et stort antal. Det er noget, vi prioriterer højt. Samarbejdet med studerende er naturligvis en god base for rekruttering, men det er også et stort plus, at de studerende kommer med ny viden og kan hjælpe med reelle, faktiske problemer hos os – og så sørger vi selvfølgelig for, at de får viden og erfaring med praksis.