I det 21. århundrede er computere involveret i næsten alle aspekter af vores liv. Uanset om vi søger efter dates, ser film eller serier, finder vej, køber fastfood, tager offentlig transport eller bestiller tid hos lægen, er der typisk en computer til stede i en eller anden form.
Den måde, vi interagerer med computeren på, kaldes et interface. Interfaces er primært designet og programmeret af mennesker for at gøre det nemmere for os at bruge computeren. Dog kan interfaces ikke kun hjælpe os med at betjene computere, de kan også forføre eller overtale os til at gøre ting, som vi måske ikke oprindeligt havde til hensigt med både positive og negative konsekvenser som resultat.
Hør i dette foredrag, hvordan vi kan analysere en række velkendte digitale interfaces ved hjælp af metoder fra humanistiske og samfundsvidenskabelige traditioner. Ved brug af konkrete eksempler ser vi, hvordan perceptionspsykologi, metaforer, konceptuelle modeller og undersøgelser med mennesker kan hjælpe os med at forstå, hvad interfaces gør, kan og vil.
Afholdt d. 26. september 2023
Målgruppe:
Foredraget henvender sig primært til elever og lærere med interesse for teknologi, informatik og menneskets teknologiske adfærd.
Anbefalet læsning:
Jenny Davis: How Artifacts Afford (kapitel 1), The MIT Press 2020
Don Norman: The Design of Everyday Things (Kapitel 2), Basic Books 2013