Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Aarhus Kommune, Grundfos, startupvirksomheden UNSILO og Færchfonden deltog fra 2018-2020 i det prestigefyldte Regional Entrepreneurship Acceleration Program (REAP), som ledes af det amerikanske eliteuniversitet Massachusetts Institute of Technology (MIT).
Deltagelsen i REAP havde til mål at styrke innovation, iværksætteri og vækst i regionen såvel som resten af Danmark. Det var første gang, at Danmark deltog med en region i programmet. Det primære fokus var at få relevante aktører til at arbejde sammen om økosystemet for at styrke innovationsdrevne virksomheder og hjælpe dem med vækst.
Deltagelsen resulterede bl.a. i etableringen af AU's iværksætterhub The Kitchen og stiftelsen af The Link, som er en privat non profit forening for iværksætteri.
Deltagelsen var forankret hos et såkaldt REAP core team. Rektor Brian Bech Nielsen var formand for REAP teamet.