Aarhus Universitets segl
Institut for Kommunikation og Kultur - Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab - Fakultet: Arts

Postdoc til forskningsprojekt om digital teknologiforståelse og professionsudvikling til SHAPE – Shaping Digital Citizenship og Videnscenter for Digital Teknologiforståelse

Ansøgningsfrist 30. jun 23:59 CEST

Forventet start 1. sep

  • Institut for Kommunikation og Kultur - Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab Helsingforsgade 14 8200 Aarhus N

  • Tidsbegrænset fuldtidsstilling 1. sep 2024 - 31. aug 2025 ID: 15269

Søg stillingen

Det interdisciplinære forskningscenter SHAPE – Shaping Digital Citizenship søger i samarbejde med Videnscenter for Digital Teknologiforståelse en 1-årig postdoc til forskning i professionsorienteret digital teknologiforståelse med fokus på læreruddannelsen fra 1. september 2024 til 31.august 2025.

Om stillingen

Stillingen indgår i et samarbejdsprojekt mellem forskningscentrene SHAPE – Shaping Digital Citizenship og Videnscenter for Digital Teknologiforståelse.
Den stigende digitalisering af velfærdssamfund stiller øgede krav til fagprofessionelle, der skal kunne navigere kvalificeret i arbejdssituationer præget af data, algoritmer og kunstig intelligens. I forlængelse heraf vil denne stilling fokusere på at undersøge, hvordan teknologiforståelse kan udvikles og praktiseres blandt undervisere på læreruddannelser i Danmark med særlig fokus på kunstig intelligens. Hovedparten af den forskning består af empirisk arbejde i form af interviews og observationer samt participatorisk design på læreruddannelsen. Kandidaten vil skulle deltage i udvikling af værktøjer og koncepter til at understøtte teknologiforståelsesfaglighed blandt undervisere på læreruddannelsen gennem facilitering af workshops med centrale uddannelsesaktører. Ansøgere forventes at have stærke kompetencer inden for kvalitativ forskning. Det vil være en fordel, hvis ansøgere har en stærk teoretisk forankring indenfor uddannelsesvidenskab, child-computer interaction, learning science eller tilsvarende. En allerede etableret viden om teknologiforståelse i grundskolen og informatik i ungdomsuddannelserne vil ligeledes være en fordel for kandidaten.

Ansøgere forventes at 1) kunne bedrive original forskning inden for teknologiforståelse samt uddannelses- og professionsudvikling inden for læreruddannelsen; 2) publicere i relevante tidsskrifter, akademiske samt ikke-akademiske udgivelser; 3) hjælpe med at koordinere forskningsprojektets aktiviteter, herunder mulige gæsteseminarer, forskerbesøg og offentlige engagementer; 4) deltage i projektmøder og fælles arrangementer; 5) arbejde sammen med de andre projektdeltagere; 6) deltage aktivt i udviklingen af forskningsområdet, herunder identificere og opretholde kontakt med akademiske og ikke-akademiske partnere; 7) samt bidrage til udvikling af opfølgende bevillingsansøgninger til projektet.

Kvalifikationer

Ansøgere skal have en ph.d.-grad eller kunne dokumentere tilsvarende kvalifikationer inden for et relevant område relateret til teknologiforståelse. Ansøgere skal derudover kunne dokumentere:
  • en forskningsprofil inden for teknologiforståelse, digitalisering og demokrati, dokumenteret af en ph.d.-afhandling og/eller forskningspublikationer
  • erfaring med selvstændig ledelse af mindre forskningsprojekter
  • erfaring med tværfaglige forskningsprojekter
  • fremragende kommunikations- og samarbejdsevner både internt i forskningsgruppen og med eksterne organisationer og institutioner
  • villighed til og tidligere erfaring med forskningsformidling og deltagelse i offentlige og politiske debatter inden for fagområder relateret til teknologiforståelse, digitalisering og demokrati, f.eks. i form af præsentationer ved konferencer, offentlig kommunikation eller lignende.
Det vil blive betragtet som en fordel, hvis ansøgere kan dokumentere:
  • en track record af forskningspublikationer med høj international standard tilsvarende længden på ansøgerens akademiske karriere
  • erfaring med deltagelse i nationale og internationale forskningsnetværk
  • udenlandske forskningsophold ved en eller flere internationalt anerkendte forskningsinstitutioner.
Endelig bedes ansøgere vedlægge en projektbeskrivelse (max. 2 sider), som skal gennemføres inden for de angivne rammer for forskningsprojektet.

Ansøgere bedes indsende publikationer (maks. 5), som de mener bedst dokumenterer deres kompetencer i forhold til projektet. Bemærk venligst, at ansøgninger uden vedlagte publikationer ikke vil blive taget i betragtning. Selvom Aarhus Universitets ansøgningssystem tilbyder mulighed for at uploade anbefalingsbreve, bedes ansøgere ikke vedlægge anbefalingsbreve eller referencer sammen med ansøgningen. Ansøgere, der inviteres til samtale, kan blive bedt om at angive referencer.

Om SHAPE – Shaping Digital Citizenship og Videnscenter for Digital Teknologiforståelse

SHAPE - Shaping Digital Citizenship er et forskningscenter, der skal fremme demokrati og medborgerskab i en verden præget af data og algoritmer. Målet er at generere viden på højt internationalt niveau men også at bidrage til den offentlige debat, virksomheder og civilsamfund.

SHAPE er et nysgerrigt og åbent center, hvor tværfaglighed betragtes som en nødvendighed, og hvor samarbejde med politikere, beslutningstagere, organisationer og andre interessenter vægtes højt.

SHAPE bygger på en lang skandinavisk tradition for tværfaglig og inddragende forskning i demokrati og informationsteknologi, som siden sin begyndelse i 1980erne har stået stærkt på Aarhus Universitet. Dermed har SHAPE et stærkt fundament for skabelsen af nye erkendelser, begreber, metoder og samarbejdsformer, som kan bidrage til, at data og algoritmer anvendes til at fremme demokrati og medborgerskab.

Videnscenter for Digital Teknologiforståelse har til formål at udforske, hvordan børn og unge konstruktivt og kritisk kan være medskabere af de digitale teknologier, som danner rammer for vores liv, fællesskaber og samfund. Ambitionen er, at alle børn og unge, uanset køn, postnummer eller social baggrund, får viden om digital teknologiforståelse, så de konstruktivt og kritisk kan deltage som demokratiske borgere i et digitaliseret samfund.

Arbejdsmiljø

Som postdoc i SHAPE og Videnscenter for Digital Teknologiforståelse vil din daglige arbejdsgang foregå på Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab, Institut for Kommunikation og Kultur, Arts, Aarhus Universitet. 

Aktiv deltagelse i afdelingens dagligdag er højt prioriteret, og vi lægger vægt på gode samarbejdsrelationer, både blandt kolleger og med vores studerende. For at opretholde og udvikle afdelingens undervisnings- og forskningsmiljø forventes det, at den udvalgte kandidat er fysisk til stede på afdelingen i hoveddelen af arbejdstiden.

Vi respekterer balancen mellem arbejdsliv og privatliv og bestræber os på at skabe et arbejdsmiljø, hvor denne balance kan opretholdes. Aarhus Universitet tilbyder også et Junior Researcher Development Programme, der er målrettet karriereudvikling for postdocs på AU.

Afdelingen

Ansættelsesstedet er Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab, Helsingforsgade 14, 8200 Aarhus N, Denmark.

Potentielle ansøgere opfordres til at besøge afdelingens hjemmeside.

Institut for Kommunikation og Kultur

Instituttet er en del af Faculty of Arts. Find oplysninger om instituttet og dets forskningsprogrammer, afdelinger og forskellige aktiviteter på cc.au.dk.

Kontakt

For yderligere oplysninger om stillingen bedes du kontakte centerleder i SHAPE, Peter Lauritsen (peter@cc.au.dk), eller leder af Videnscenter for Digital Teknologiforståelse, Ole Sejer Iversen (oiversen@cc.au.dk).

Hvis du har brug for hjælp til at uploade din ansøgning eller har spørgsmål om rekrutteringsprocessen, bedes du kontakte Arts HR-support på e-mail: hsi@au.dk.

Kvalifikationskrav

Ansættelse som postdoc forudsætter videnskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau.

Formalia

Hvis ikke andet er angivet i stillingsopslaget skal ansøgningen udfærdiges på engelsk. Ansøgningsfristen er kl 23.59 dansk tid.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Der kan benyttes shortlisting til at udvælge kandidater, der skal gå videre til en udfoldet faglig bedømmelse. Udvælgelsen sker ved et udvalg nedsat af institutlederen. Se her for yderligere information om shortlisting på Arts: http://medarbejdere.au.dk/fileadmin/user_upload/Proces_for_shortlisting_december_2017.pdf

Faculty of Arts

Arts er et af fem hovedområder på Aarhus Universitet.

Arts bidrager til Aarhus Universitets forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelser.
Med omkring 550 videnskabelige medarbejdere, 240 ph.d.-studerende, 9.500 bachelor- og kandidatstuderende samt 1.500 studerende på efter/videreuddannelse udgør Arts et stærkt og mangfoldigt forsknings- og uddannelsesmiljø.

Arts består af Institut for Kommunikation og Kultur, Institut for Kultur og Samfund og Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse. Enhederne huser hver især stærke fagmiljøer og danner udgangspunkt for interdisciplinær forskning og uddannelse.

Fagmiljøerne og uddannelserne på Arts indgår i internationale samarbejder og har et fælles mål om at bidrage til udviklingen af viden, velfærd og kultur i interaktion med det omgivende samfund.
Læs mere på arts.au.dk

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

Spørgsmål til stillingen?

Peter Lauritsen

Peter Lauritsen Professor, Institut for Kommunikation og Kultur - Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab +4524483897 peter@cc.au.dk

Spørgsmål til ansøgning og proces?

Administrationscenter Arts - Arts HR +4587162298 emply.ar.hr@au.dk

Søg stillingen

Ansøgningsfrist: søndag den 30. jun 2024 kl. 23:59 CEST

36.500 studerende

inklusiv ph.d.-studerende

8.400 ansatte

opgjort i årsværk

7,3 mia. kr.

omsætning