Aarhus Universitets segl

Nyhed

Besøg på byggepladsen: Instawalk i Universitetsbyen

Hvad sker der egentlig bag byggepladshegnet i Universitetsbyen? Det fik AU’s studielivsambassadører mulighed for at opklare, da de tog på en Instawalk i Universitetsbyens røde bygninger. Udstyret med mobiler og en velbevandret guide, begav de sig afsted for at tage billeder, høre sjove anekdoter og blive klogere på den nye Universitetsby.

Universitetsbyen dækker hele 110.000 kvm, som primært skal bruges til universitære formål – men også boliger, erhverv og byliv får plads i og omkring de røde bygninger. Foto: Casper Dam.

Turen startede i besøgscenteret, hvor flotte visualiseringer, videoer og modeller levendegør historien om Universitetsbyens udvikling og visionerne for området. Fortællingen blev suppleret med sjove anekdoter og kolde facts af Lars Storr, der er projektchef i FEAS (Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S), som er Universitetsbyens bygherre.

På med hjelmen

Fra besøgscenteret gik turen til selve byggepladsen i Universitetsbyen, men ikke før alle studielivsambassadørerne havde fået hjelme, veste og sikkerhedssko på.

Alt er skrællet væk

Første stop på turen var en stor bygning midt i Universitetsbyen, som er fuldstændig skrællet for indmad – kun de bare vægge er tilbage. Frem mod 2025 vil bygningen igen komme til live med spændende studiemiljøer, undervisningslokaler og kontorer, som etableres til Institut for Økonomi på Aarhus BSS.
 

132 studieboliger udlejes til sommer

Næste stop var de nye studieboliger, som har været igennem en gennemgribende renovering og står klar til indflytning til sommer. Studieboligerne blev i starten bygget som sygeplejeboliger, efterfølgende blev de omdannet til patienthotel, og nu bliver de altså til boliger for AU’s studerende.  

Universitetsbyen bliver bilfri

Ud over arbejdskøretøjerne, som er i fuld gang på byggepladsen, ser man ikke andre biler i Universitetsbyen – den er nemlig bilfri (særlige leverancer og handicapkørsel undtaget). Derfor kommer der heller ikke parkeringspladser langs det centrale torv. I stedet bygges en stor underjordisk p-kælder, som studielivsambassadørerne gik på opdagelse i.

AU er allerede flyttet ind

Fra den underjordiske p-kælder gik turen til de nye studie- og undervisningsfaciliteter hos Institut for Molekylærbiologi og Genetik, der som det første institut er flyttet ind i Universitetsbyen. Her blev der kigget på laboratorier, undervisningslokaler, kontorer, studiepladser samt et auditorium til ca. 150 personer.

Turen sluttede i det højeste tårn i Universitetsbyen, hvor studielivsambassadørerne kunne nyde den flotte udsigt over mod Universitetsparken. 

Fakta

  • En Instawalk er en fælles udflugt, hvor man går på opdagelse med sit mobilkamera og bagefter deler billederne på Instagram.
  • Studielivsambassadørerne er en lille gruppe studerende, der hjælper AU med at dele studielivet, som de ser det – og fremme de gode sider af studielivet på sociale platforme. Billederne fra turen i Universitetsbyen kom på Instagram med hashtagene #Universitetsbyen og #Yourniversity.

Yderligere oplysninger