Den folkelige forsker

Svend Brinkmann fik sin første oplevelse af at være kendt, da han var ph.d.-studerende på Aarhus Universitet i slutningen af 00’erne. Han var på Steno Museet med sine små børn og stod og betragtede Foucaults langsomt svingende pendul i forhallen, da en anden museumsgæst prikkede ham på skulderen og spurgte, om han måtte tage en selfie sammen med ham.

”Jeg blev totalt overrasket. Både over det med selfien, for smartphonen var på det tidspunkt først lige kommet frem, men især fordi han ville have en selfie med MIG. Jeg havde på det tidspunkt kun udgivet en enkelt bog om den amerikanske filosof John Dewey, og han må have set mit lille billede på bogens inderflap”, siger Svend Brinkmann, der efterfølgende fortalte sine ligeså overraskede venner om episoden.

Siden dengang er forespørgsler om selfies blevet hverdag for Svend Brinkmann, der ud over sit akademiske virke som professor i almenpsykologi på Aalborg Universitet, er en meget efterspurgt foredragsholder, radiovært og forfatter til mere end 20 bøger.  

Trængsel i Gellerupparken
Psykologiprofessorens tid på Aarhus Universitet begyndte i 1995 på filosofistudiet. Den unge student, der var optaget af livets store spørgsmål, flyttede ind på et 6 m2 stort værelse i Gellerupparken, der de første uger desuden rummede to gymnasiekammerater fra Herning, som ikke havde haft held med deres boligjagt. Den ene sov under skrivebordet, den anden i sengens udtræksskuffe. Da Svend Brinkman endelig blev alene, fik han ro til at fordybe sig i Platons og Aristoteles’ hovedværker. Nogle af de andre filosofistuderende mødtes på universitetet for at læse sammen, men ikke Svend Brinkmann:

”For mig har det at læse og skrive altid været noget, jeg gjorde i enrum”, siger han.

Han var dog engageret i det sociale liv på filosofistudiet og var medbestyrer for torsdagsbaren. Tjansen bestod mest i at slæbe nogle kasser Vestfyens ind i et undervisningslokale, som dermed blev forvandlet til bar. Svend Brinkmann befandt sig godt på filosofi.

To bacheloruddannelser
Men tvivlen begyndte at nage. For hvad kunne man egentlig bruge en cand.mag. i filosofi til? Hvad skulle det hele ende med? Svend Brinkmann begyndte at ligge søvnløs på værelset i Brabrand.

”Jeg var bange for at blive arbejdsløs. Jeg er egentlig lidt flov over, at jeg tænkte sådan, men det gjorde jeg. Og sådan opstod tanken om at skifte til psykologi: Det ligner lidt filosofi, men der er et større arbejdsmarked”, siger han.

Svend Brinkmann gjorde alvor af tanken og skiftede i 1997 til psykologi, hvorfra han fik sin ph.d.-grad i 2006. Filosofien har han aldrig sluppet:

”Jeg arbejder i krydsfeltet mellem filosofi og psykologi og trækker på begge fagområder. Filosofi er et fantastisk fag, som rækker meget langt tilbage, og der er filosofiske spørgsmål i relation til alle videnskaber. Samtidig passer det mig godt, at jeg ikke beskæftiger mig med ren filosofi, men i højere grad anvender filosofien i forskellige sammenhænge”, siger han.

Svend Brinkmann fuldførte i øvrigt bacheloren i filosofi sideløbende med psykologistudierne - for penge af egen lomme. Han har dermed noget så sjældent som to bacheloruddannelser.  

”Jeg er fra Herning. Vi afslutter de ting, vi starter på”, siger han.

Mennesket er ikke bare en hjerne
Den røde tråd i Svend Brinkmanns forskning og offentlige virke er spørgsmålet om, hvad det vil sige at være et menneske.

”Jeg har en form for trosbekendelse fra en amerikansk grundbog i psykologi fra 50’erne, hvor der står: ”Alle mennesker er som alle andre mennesker, som nogle andre mennesker og som ingen andre mennesker”. Det er en filosofisk påstand, men også et godt udgangspunkt for psykologien. Vi tilhører den samme art, vi tilhører nogle forskellige fællesskaber – og samtidig er vi individer. Det er spændende at udforske, hvad der hører hjemme hvor. Er der noget ved mennesket, som er helt alment? Det mener jeg”, siger Svend Brinkmann.

Det almene er, at mennesket ikke bare er en brik i et netværk af årsager, og at vi ikke bare er en biologisk organisme. Mennesket er en person med en iboende værdighed og handleevne.

”Dette har psykologerne grund til at lytte til, så vi ikke reducerer mennesket til f.eks. en hjerne,” siger han.

Dannelsen er under pres
Svend Brinkmann er for tiden meget optaget af ordet ”dannelse”, som netop hænger sammen med det alment menneskelige. Han har for nyligt udgivet antologien ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse” sammen med professor Lene Tangaard og lektor Thomas Aastrup Rømer.

”Dannelse handler om at blive en bedre udgave af et menneske og realisere det almene ved os. Dannelsen giver dermed modspil til selvrealisering og selvudvikling, som netop fokuserer på, hvordan man bliver en bedre udgave af sig selv som individ. Vi skal genvinde troen på, at der findes en almen menneskelighed, som er værd at realisere på trods af alle vores menneskelige fejl og mangler”, siger han og påpeger, at universiteterne har en vigtig rolle at spille i denne sammenhæng:

”Det er en universitetsopgave at bidrage til den almene dannelse, så vi ikke kun uddanner produktionsenheder, der skal optimere nationens bruttonationalprodukt. Universitetet skal danne personer med viden om det samfund, den kultur og den historie, de er en del af – for at de kan videreføre og udvikle samfundet. Humaniora har en særlig opgave her, og derfor er det ganske ulykkeligt, at der gang på gang bliver skåret ned på de humanistiske fag. Dannelsen er under pres”, siger Svend Brinkmann.

Siger ikke hvad som helst
Svend Brinkmann har været en del af den offentlige debat i mange år. Hver gang, han udtaler sig i medierne, overvejer han sin rolle:

”Når jeg udtaler mig om forskningsprojekter, jeg er involveret i, er jeg meget omhyggelig med at udtale mig på baggrund af, hvad forskningen viser, hvad vi mangler at finde ud af osv. Her siger jeg ikke hvad som helst. Det håber jeg ikke, jeg gør i nogle sammenhænge, haha!”, siger Svend Brinkmann og fortsætter:

”Samtidig har jeg også fået en rolle, som man med et lidt fint og selvforherligende ord kan kalde ”offentlig intellektuel”. Her kan jeg deltage i politiske og etiske debatter om livsanskuelse bredt forstået, og her har jeg en friere rolle. Her kan jeg diskutere, hvordan vi skal leve vores liv som mennesker uden hele tiden at blive mødt med ”jamen, har du forsket i det?”, siger han.

Svend Brinkmanns formidling til offentligheden kører altså i to spor. Forskersporet og sporet som offentlig intellektuel. Han er klar over, at de fleste kender ham bedst fra den sidste rolle. Men forskerrollen er der stadig, og det var den første rolle, han havde. Det andet er kommet til senere.

”Jeg synes, begge er legitime roller, og jeg er i stand til at skelne mellem, hvornår jeg er i det ene og det andet. Det synes jeg faktisk også, at langt de fleste modtagere er”.  

Nej til Vild med Dans
Siden selfien på Steno Museet er interessen for Svend Brinkmann eksploderet, og han betegner det selv som mærkeligt, at han er blevet en kendis:

”Jeg er ikke blevet forsker for at blive kendt. Så havde jeg valgt noget andet. Jeg er bare så heldig – kan man vel godt sige – at det, jeg interesserer mig for, er nogle meget almene, eksistentielle spørgsmål, som vedrører mange mennesker. Så når jeg taler og skriver om dem, er der mange, der følger med”, siger han og fortsætter:

”Det ser måske ikke sådan ud, men jeg siger nej til rigtig, rigtig meget. Realityprogrammer, overlevelsesture i vildmarken og den slags. Jeg vil gerne deltage i TV og radio, når det handler om filosofi og psykologi, men ikke når det handler om mig som privatperson. Det er ikke altid, man kan lave den helt skarpe skelnen, men det er det, jeg prøver at navigere efter. Derfor siger jeg f.eks. nej til Vild med Dans. Det har jo ikke noget med min faglighed at gøre, selvom det sikkert kunne være sjovt at lære at danse”, siger han.  

AAU eller AU?
Svend Brinkmann er professor på Aalborg Universitet, som var hurtige til at tilbyde ham et professorat tilbage i 2009. Han holder meget af både Aalborg Universitet og Aarhus Universitet og forsøger at undgå at svare på spørgsmålet om, hvorvidt han kunne forestille sig at vende tilbage til AU:

”Jeg har mange gode minder fra Aarhus Universitet, både som studerende og som underviser. Jeg mærkede i den grad historiens vingesus i 1995, da jeg første gang trådte ind på universitetet, og daværende docent Hans Fink bød velkommen med ordene ”Her er vi alle studerende”. Jeg håber, at studerende i dag også mærker historiens vingesus, når de begynder på AU. Jeg har ingen planer om at skifte job. Men ikke meget slår at sidde i de gule bygninger med udsigt over universitetsparken.”

Svend Brinkmann

• Født 1975 i Herning
• Bor i Randers, gift og far til tre
• BA i filosofi 1999, BSc i psykologi 2000, cand. psych. 2002 og ph.d. i psykologi i 2006. Alt på Aarhus Universitet.
• Siden 2009 professor i almen psykologi på Aalborg Universitet. Har lige afsluttet et femårigt forskningsprojekt om sorg i anledning af, at ”kompliceret sorgreaktion” er blevet en psykiatrisk diagnose
• Forfatter til mere end 20 bøger, bl.a. ”Stå fast”, ”Gå glip”, ”Vi er det liv, vi lever”, ”Mit år med Gud” og børnebogen ”Svend Brinkmann fortæller om livet, døden og jagten på sandheden”.
• Er en meget efterspurgt foredragsholder
• Har haft radioprogrammet ”Brinkmanns briks” på P1
• Medforfatter på komediedramaet GURU på DR sammen med musiker Simon Kvamm
• Medlem af Det Etiske Råd