Aarhus Universitet har solgt sin del af Navitas
Salg af universitetets del af Navitas-bygningen er en vigtig brik for, at AU kan realisere næste skridt i visionerne om en sammenhængende og bynær campus i Aarhus, siger universitetsdirektør Kristian Thorn.
Efter et halvt år på boligmarkedet er der skrevet under på købskontrakten mellem Aarhus Universitet og den nye ejer AAA United.
Universitetsdirektør Kristian Thorn glæder sig over, at handlen er faldet plads.
”Vi har været glade for at være en del af ejerkredsen omkring Navitas. Samtidig har vi et ønske om at samle universitetets aktiviteter i Aarhus, og her var salget en vigtig brik, som nu er faldet på plads. Dermed skaber vi en sammenhængende og bynær campus i Universitetsparken, Universitetsbyen og på Katrinebjerg, som yderligere styrker faglige synergier i forskningen og skaber rammerne for et unikt studiemiljø,” siger han.
Universitetets ingeniøraktiviteter på Navitas flytter sammen med øvrige fagmiljøer på fakultetet Technical Sciences i nye bygninger på Katrinebjerg. Og der er god tid til at gøre klar. AU fortsætter som lejer på Navitas frem til medio 2031, hvor de nye bygninger forventes at være indflytningsklar.
Samlet salg med INCUBA
Salget sker sammen med forskerparken INCUBA, som også ejer en del af Navitas.
AU afhænder 23.610 m2, som huser Institut for Byggeri og Bygningsdesign samt adgangskursus og gymnasierettede aktiviteter.
INCUBA sælger sine erhvervsarealer på 15.196 m2, som lejes ud til videnstunge virksomheder i alle faser af deres vækstrejse. INCUBA’s direktør Jacob Doktor Mogensen kalder det ”et naturligt valg”.
”Som forskerpark skaber vi rammer for, at en del af den viden, der bliver til på Aarhus Universitet omsættes til nye virksomheder og flere arbejdspladser i Østjylland. Derfor er det oplagt for os at indgå i et salg sammen med universitetet for dermed fortsat at sikre nærhed til forskningsmiljøer og studerende”, siger han.
Også INCUBA’s nuværende lejere kan nyde omgivelserne på havnen en del år endnu. INCUBA fraflytter også først medio 2031.
Køber sikrer lang lejetid
Det er ejendomsselskabet AAA United, der nu overtager ejerskabet af AU’s og INCUBA’s andele. Direktør Anders Krogh ser frem til et godt samarbejde med både medejer og lejere i Navitas.
”Vi er glade for at få muligheden for at indgå i et medejerskab af en markant bygning med en fantastisk beliggenhed i Aarhus – en by, vi holder meget af. Vi har gennem hele forløbet haft en god dialog med Aarhus Universitet og INCUBA, der begge fortsætter som lejere, og vi ser frem til et tilsvarende godt samarbejde med Aarhus Maskinmesterskole”, siger han.